torsdag den 22. juni 2017

Rap og jokes på YouTube om Digital Post for unge

Det har vist sig svært at få unge under 24 til at læse deres digitale post. En stor andel af dem har ikke åbnet deres digitale postkasse i over et halvt år. For en fjerdedel af de unge mellem 15 og 17 år når posten aldrig frem.

Og det er skidt, hvis der ligger et brev fra hospitalet, om indkaldelse til session eller en bøde fra politiet, der skal betales.

Nu har fire populære YouTube videobloggere lavet videoklip om vigtigheden af at tjekke sin digitale post - for Region Nordjylland og en række jyske kommuner.

For eksempel får youtuberen Guld Dennis i en svedig rap ordet "krypteret" til at rime på "registreret". Og Benjamin Mann-Nakel ruller sin lillebror ind i tape som straf for, at han svarer forkert i en quiz om Digital Post.

Det kan lyde skørt, men myndighederne prøver at benytte nye veje til at nå de unge, Lene Hartig Danielsen, som er chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, siger, at myndighederne skal nå de unge, hvor de er. Mens der kun er få af dem, der benytter de traditionelle kanaler som aviser og ugeaviser, er der mange, der benytter de sociale medier som f.eks. YouTube.

Videoerne blev lanceret den 16. juni 2017. Efter knap en uge er de fire videoer allerede blevet vist mere end 65.000 gange.

Myndighederne håber, at resultatet vil være, at flere unge tjekker deres Digitale Post. Det koster myndighederne tid og penge hver gang en ung udebliver fra en behandling på hospitalet eller session. Om nogle måneder vil man tjekke, om der er en virkning af kampagnen.

Kampagnen støttes af kommunerne Viborg, Samsø, Herning, Aalborg, Thisted, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, Holstebro, Horsens, Randers og Frederikshavn.

Se de fire YouTube-videoer her:





Med venlig hilsen

Lars Laursen, forfatter til Bogen om NemID - Lær digital selvbetjening på nettet. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar